Han er Il Capo di Capi i La Marzocco International, en ægte italiener og blomstrer virkelig, når han er fri og kan gøre, som han vil. Vores kollegaer i Oslo ringede til Guido på en kølig efterårsdag for at lære ham bedre at kende og høre, hvordan 2020 har været for ham hidtil - som leder og som et medmenneske.
Hvem: Guido Bernardinelli
Job: CEO La Marzocco International
Fem ord der beskriver dig: Familiær, visionær, venlig, medfølende og glad for naturen.
I Norge har de taget vintertøjet ud, sandaler er blevet udskiftet med regnstøvler, og solen kigger kun ud i et par minutter gennem skylaget på himlen. På den anden side af computerskærmen kan man se en skyfri himmel, solstråler fulde af D-vitamin og en italiener iført en t-shirt og solbriller. - Er det koldt i Oslo? er det første, han spørger, når han ser, at de sidder med uldtrøjer indendørs. Men, lad os ikke tale om vejret, lad os blive lidt bedre kendt med lederen bag den italienske producent af espressomaskiner - La Marzocco. Han er en mand med mange ord og er kendt for at tale meget, ifølge hans venner til tider lidt for meget. Han taler sjældent om de store ting, men snarere om de små detaljer. Og han ville helst ikke tale om, hvordan han opnåede sin egen succes i livet. - Men hvordan mine venner vil beskrive mig bortset fra det, skal du næsten spørge Patrick Watz om, han er trods alt en af mine nærmeste og kæreste venner. - Han er en af de mest omsorgsfulde og venlige mennesker, jeg har mødt. Og jeg kan bekræfte, hvad han selv siger, at han er meget glad for at tale og næsten lidt skamløst glad for at føre samtalen. Men så er han så lidenskabelig optaget af dem omkring sig og elsker at være omkring venner og familie, især at være sammen med dem ude i naturen. Han er også en af de mest visionære og nysgerrige ledere, jeg har mødt, siger Patrick. For Guido er en mand af naturen. Så snart muligheden opstår, tager han på sejltur eller spænder på sine ski for bare at kunne kende på følelsen af at være en fri mand. - Jeg kommer virkelig til at blomstre, når jeg kan være fri. Jeg arbejder ekstremt dårligt i strenge omgivelser som militæret, hvor jeg virkelig var elendig. Jeg er en fri sjæl og elsker at være udenfor, siger han.
En fri sjæl i kaffebranchen
Og det er her, kaffe kommer ind i billedet. For Guido er kaffe noget socialt, og han har altid været en stor kaffedrikker. Dette kommer fra hans mor, som i hele sin opvækst altid tog ham med til kaffebarene. - En kaffebar er et sted, hvor du kan slappe af, et sted, hvor du tager en pause. Jeg tror, at kaffeindustrien gav mange af os såkaldte frie sjæle mulighed for at være os selv. Vi ser helt forskellige ud, nogle er hipstere, andre er klædt helt anderledes eller er i en helt anden alder, men branchen skabte en frihed for kaffeentusiaster, baristas, kaffebrændere og udstyrsleverandører som os. Vi kan udtrykke os helt anderledes, fordi branchen ikke er reguleret. I den branche, vi arbejder i, ved du aldrig præcis, hvad hverdagen vil bringe, eller hvad dit job egentlig handler om, men vi ved, at vi vil hjælpe folk, hvor vi kan, og ved at hjælpe hinanden har vi skabt en industri, der er noget helt specielt. Men at han endte i kaffeindustrien, er ikke en selvfølge. - Jeg endte i branchen ved en tilfældighed, jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre med mit liv. Før han mødte La Marzocco, arbejdede Guido med at sælge udstyr, alt fra ismaskiner til opvaskemaskiner i Afrika og Caribien. Han vidste dybt inde, at det var espressomaskiner, han ønskede at sælge, men var usikker på, hvilken dør han skulle banke på, eller hvilke maskiner han skulle importere. Han fik endelig en mulighed på La Cimbali, et arbejdsforhold, som han troede ville vare i to år, der blev ti. Efter at være blevet betaget af folket og lidenskaben i kaffebranchen, mødte han La Marzocco. De havde lige mistet Starbucks som kunde og havde brug for hjælp til at omplacere sig efter tabet af verdens mest berømte kaffekæde. Og ifølge ham er mødet med La Marzocco en kærlighedshistorie. - Jeg gik til fabrikken lige uden for Firenze, og de gav os en varm følelse af sikkerhed. Den måde, de tog sig af deres medarbejdere, og hvordan de arbejdede for at lave den bedst mulige kaffe, i stedet for at tjene flest mulige penge, fangede mig. Selv vidste jeg lidt om selve kaffen og var mere interesseret i maskinerne. Jeg udviklede en kærlighedsaffære med virksomheden og begyndte at udvikle den til, hvad den er i dag.
Et udfordrende 2020
Det er umuligt at tale med Guido uden at tale om det år, vi er i. 2020 havde alle forudsætningerne for at være et godt år, et nyt årti, et nyt godt år inden for kaffe og udviklingen af kaffeindustrien, men så kom pandemien. Og som vi ved, blev Italien hårdt ramt af Covid-19. - At se alle, der blev ramt, alle dødsfaldene, det gør mig ekstremt trist. Når jeg ser ældre dø på plejehjemmet, helt isoleret uden familie til stede, ødelægger det mig fuldstændigt. De har kæmpet for vores frihed, og de er et sted i livet, hvor de nu skal kunne nyde fred og fritid, men så forsvinder en hel generation. På et tidspunkt orkede jeg ikke længere at se på alle kisterne, der blev kørt væk, det blev for meget. Covid-19 har uden overdrivelse medført mere negativitet end positivitet, men for Guido er det vigtigt at fokusere på de positive effekter, som pandemien har haft på os. - Du laver suppe med de grøntsager, du har til rådighed. Det hjælper ikke, at vi klager over det eller undlader at se noget lys ved enden af tunnelen, vi skal gøre hvad vi kan og forsøge at se på de positive aspekter af denne situation. For Guido har pandemien givet ham en mulighed for at tage tråden op med familie og venner. En tid til at roe sig ned, lære hinanden at kende igen og øge forståelsen af, hvordan folk levede før. - I en tid som den vi befinder os i nu, forstår man bedre værdien af at have noget end at ønske noget. Ingen har brug for en espressomaskine, det er noget, du vil have. Den kaffe, vi har haft derhjemme, har aldrig rigtig smagt noget særligt godt, men pludselig blev det lidt bedre. Børnene bidrog, vi lavede kaffe til naboen og vi ringede til flere af vores venner. Der konsumeres altid kaffe, men nu drikker vi den bare et andet sted, helst derhjemme. Fabrikken i Scarperia, en lille landsby uden for Firenze i Italien, producerede ca. 10-20% hjemmemaskiner inden pandemien begyndte. På to uger var produktionen steget til 50-60%. - Virksomheden levede, medarbejderne havde masser at gøre, og ingen i La Marzocco globalt har mistet sit job på grund af pandemien hidtil.
For Guido var det og er stadig vigtigt at kommunikere på tværs af lande, og den måde, man kommunikerer på, har også ændret sig i hans øjne af det positive. - Vi har større interaktion med hinanden end før. Tidligere har vi måske fokuseret mere på, hvor mange maskiner hvert kontor har formået at sælge, og hvordan markedet udvikler sig, men nu fokuserer vi mere på, hvordan vi har det som mennesker. Hvordan har din familie det, hvordan har din forretning det, er vi i stand til at vende virksomheden fra at fokusere på kaffebarer til at fokusere på, hvordan vi kan lave kaffe derhjemme? Vi deler opskrifter, tanker og følelser. Vi lærer hinanden bedre at kende på en helt ny og bedre måde. De forhold, vi har med hinanden, er blevet mere virkelige.
Tilbage til rødderne
2020 bød ikke kun på Covid-19 for La Marzoccos del. I marts mistede de også Piero Bambi, søn af grundlæggeren Guiseppe Bambi og designeren og manden bag flere af de ikoniske maskiner, herunder Linea Classic. - Piero fortalte altid om kunder, de havde i Portugal og Frankrig, som han havde et meget tæt forhold til. Han fortalte om de samtaler, de havde, de måltider, de delte, de fisketure, de var på, dette mens de arbejdede. Jeg troede, at vi ikke havde tid til at tilbringe al den tid med alle disse mennesker. Du har et par kunder, som du har et sådant forhold til, men desværre ikke alle. Sådan var Piero med kunderne, og sådan skulle det være. Og Kent Bakke gjorde nøjagtigt det samme, han ønskede at bringe folket, baristaen, kunden og teknikeren sammen. Og nu er vi tilbage, hvor vi engang var, vi er tilbage på dette sted, og det er en stor fordel. Vi havde brug for en vækker, vi var nødt til at blive mindet om netop det. I et år som dette er det måske endnu sværere at forestille sig, hvordan fremtiden vil se ud, og hvor vi vil være om ti år. - Hvad vil du gøre om ti år? Hvordan ved du, hvad du vil gøre om ti år? Du ved, hvad du vil gøre om ti år, men du kan aldrig vide, hvad du rent faktisk vil gøre om ti år. Man kunne ikke forudsige terrorangrebet i USA i 2001, man kunne ikke forudsige den finansielle krise i 2008. Livet er uendeligt, og selv når vi ikke længere er her, vil forhåbentlig virksomheden og vores produkter være her. Man kan drømme og håbe på fremtiden, men en drøm er bare et spændende billede af fremtiden, som man fantaserer om. Som Napoleon engang sagde; A leader is a dealer in hope.